Hvilken lille elbil giver mest for pengene?

Af Daniel AndersenSenest opdateret: 30. oktober 2026

Vi rangerer alle små elbiler under 4,30 meter på rækkevidde, ladning, plads og udstyr målt mod prisen - og viser, hvilken der har længst rækkevidde.

Annonce

En objektiv vurdering af de små elbiler

De små elbiler er blevet det sted, hvor mest sker hurtigst. For få år siden betød "lille elbil" en kort rækkevidde og et spartansk interiør. I dag kan du få en bil under 4,30 meter med over 400 kilometers rækkevidde, fem års garanti og halvdelen af udstyrslisten som standard - til under 230.000 kroner.

Men feltet er også blevet uoverskueligt. Der er kommet en stribe nye navne til på kort tid, og de sælges med vidt forskellige argumenter: den ene på prisen, den anden på rækkevidden, den tredje på udstyret. Så hvilken af dem giver dig som bilkøber reelt mest for pengene? Det giver vi et bud på her.

Hvad er egentlig en "lille" elbil?

Det er ikke så oplagt, som det lyder. Bilbranchen kalder nogle af de mindste biler på markedet for SUV'er, fordi de sidder højt - og det siger intet om, hvor meget plads de fylder på vejen eller i en parkeringsbås.

Hyundai Inster er et godt eksempel. Den er 3,83 meter lang og altså kortere end både Nissan Micra, Renault 5 og Peugeot E-208, men den markedsføres som SUV. Det samme gælder Citroën ë-C3, Fiat Grande Panda, Kia EV2 og Leapmotor B03X.

Derfor har vi ikke sorteret efter karrosseri, men efter længde. Alt under 4,30 meter er med, uanset hvad det kaldes. Det er også den grænse, der i praksis afgør, om bilen er nem at parkere i en by.

Spring direkte til det, du vil vide eller læs videre og se, hvordan vi vurderer bilerne, og hvilke modeller der er med.

Hvordan vurderes bilerne?

Hos elbiil.dk indsamler vi næsten 100 datapunkter på hver ny elbil på det danske marked. Til denne sammenligning bruger vi syv af dem. Det er præcis samme metode som i vores SUV-sammenligning, og de er valgt ud fra, hvad brugerne på elbiil.dk selv svarer betyder mest, når de skal vælge elbil:

  1. Rækkevidde (km) er bilens officielle WLTP-tal.
  2. Lynladning (kW) er den gennemsnitlige effekt hen over bilens officielle ladetid, ikke den maksimale. En bil, der rammer 100 kW i to minutter og så falder, lader ikke hurtigere end en, der holder 80 kW hele vejen op, og det er gennemsnittet, du mærker ved ladestanderen.
  3. Effektivitet (km/kWh) er hvor langt bilen kører på en kilowatt-time.
  4. Bagagerum (liter)
  5. Trækvægt (kg)
  6. Fabriksgaranti (år)
  7. Standardudstyr er hvor stor en del af 38 udstyrspunkter bilen har som standard i den pågældende variant.

Tjekpunkter for udstyr

De 38 udstyrspunkter vi tjekker for under Standardudstyr er som følger:

Eksteriør

Akustisk forrude, opvarmet forrude, panoramaglastag, parkeringssensor bagpå, parkeringssensor foran, sidespejle med varme, tonede ruder, elektrisk bagklap, håndfri bagklap, Matrix forlygter.

Interiør

Førersæde med hukommelse, klimaanlæg, individuel klimazone bagi, opvarmet rat, sædevarme bagi, sædevarme foran, sædeventilation foran, førersæde med elektrisk indstilling, passagersæde med elektrisk indstilling, førersæde med massage.

Førerhjælp

360° kamera, adaptiv fartpilot, bakkamera, blindvinkelalarm, fjernlysassistent, head-up display, udstigningsassistent, parkeringsassistance, regnsensor.

Teknologi

Ambiente lys, Android Auto, Apple CarPlay, navigation, nøglefri adgang, premium lydanlæg, stor touchscreen, trådløs opladning, varmepumpe.

Fra syv tal til én score. Hver af de syv parametre oversættes til en karakter fra 0 til 100, hvor 0 er blandt de svageste i feltet og 100 blandt de bedste. Skalaen lægges ikke ud til den absolut dårligste og den absolut bedste bil, men til de nederste og øverste 5 procent af feltet. Ellers ville en enkelt ekstrem bil trække skalaen skæv for alle andre. En bil, der ligger over de øverste 5 procent, får simpelthen topkarakter.

De syv karakterer vejer lige meget, og gennemsnittet er bilens kvalitets-score fra 0 til 100. Vi kunne godt have vægtet dem forskelligt, men hvem siger, at rækkevidde er vigtigere end bagagerum? Det kommer jo an på, hvem der skal køre i bilen. Så vi lader dem tælle lige meget. Betyder rækkevidde mere for dig end trækvægt, kan du i stedet bruge vores gratis elbil-guide, hvor du selv sætter, hvad der er vigtigt.

Og så prisen. Prisen er den afgørende faktor, når danskere vælger elbil, så det sidste skridt er at holde kvalitets-scoren op mod nyprisen. Vi dividerer den ene med den anden, og resultatet står i tabellens sidste kolonne: hvor mange point du får pr. million kroner. Det er den kolonne, listen er sorteret efter.

Derfor er de to sidste kolonner værd at læse sammen. En bil kan have en høj kvalitets-score og alligevel ligge langt nede på listen, fordi du betaler fuldt ud for den. Og en beskeden bil kan ligge højt, fordi den er billig. Vil du bare vide, hvilken lille elbil der er den bedste bil målt på alle syv punkter, skal du kigge på kvalitets-scoren. Vil du vide, hvor pengene rækker længst, skal du kigge på den sidste kolonne.

Én variant pr. model - og det er ikke altid den billigste. De fleste modeller findes i flere varianter, og de scorer forskelligt. Vi regner på dem alle sammen, men viser kun den variant af hver model, der giver mest for pengene, så listen ikke fyldes af den samme bil fire gange.

Det er værd at holde fast i, for det er her, vores liste oftest ser anderledes ud end andres. Citroën ë-C3 annonceres for eksempel fra 142.990 kr, men i vores rangering står den til 169.990 kr. Grunden er, at indstigningsmodellen hverken har klimaanlæg, CarPlay, bakkamera eller sædevarme, mens VTR Sport-varianten har alle fire. Den dyrere bil giver mere for pengene, selv om den koster mere. Denne artikel handler ikke om, hvilken lille elbil der er billigst - den handler om, hvor pengene rækker længst.

Bemærk til sidst, at resultatet naturligt ville se anderledes ud med andre eller flere parametre. Betragt det som et kvalificeret udgangspunkt, ikke som en facitliste.

Hvilke biler er inkluderet?

Vi har taget udgangspunkt i de små biler, altså dem der er reelt nemme at have med at gøre i en by:

  1. Længde op til 4,30 meter - uanset om bilen kaldes hatchback eller SUV
  2. Pris op til 300.000 kroner
  3. Bilen skal kunne bestilles fra ny

Det giver 137 varianter fordelt på 34 modeller, og det er dem, rangeringen er lavet på. Listen nedenfor viser top-20 for overskuelighedens skyld.

Til forskel fra vores SUV-sammenligning har vi ikke sat en nedre grænse for batteriets størrelse. I det her segment ville det skære hele den billige ende væk - Renault Twingo har 27,5 kWh, og både Citroën ë-C3, Fiat Grande Panda og Hyundai Inster ligger under 50. Det er netop biler, mange overvejer, og de skal have lov at konkurrere på lige fod.

Datoen under hver tabel fortæller, hvornår priser og specifikationer er hentet ind. Tallene bliver stående, indtil vi opdaterer hele sammenligningen, så tabellen og teksten om den altid passer sammen. Der tages forbehold for ændringer i modelvarianter eller priser efter den dato.

Små elbiler med mest værdi for pengene

Her kan du se top-20 over de udvalgte små elbiler, hvor du får mest for pengene.

Der er sket to store ændringer siden sidste opdatering: Volkswagen ID.Polo har taget førstepladsen, og Hyundai Ioniq 3 er rykket langt op, efter at Hyundai har sat prisen ned.

Førstepladsen går til Volkswagen ID.Polo Life. Til 229.995 kr får du 454 km rækkevidde, 7,52 km/kWh, 441 liter bagagerum og 1.200 kg trækvægt, og med 53 % af udstyrspunkterne som standard er den heller ikke sparsomt udstyret. Kvalitets-scoren er 82,7, og kun to biler i tabellen scorer højere. Det er den kombination af indhold og pris, der er svær at matche i denne størrelse. Cupra Raval Endurance på tredjepladsen er teknisk set den samme bil med et andet mærke på. Den koster 4.995 kr mere og har to procentpoint mere på udstyrslisten.

Mellem dem ligger Ford Puma Gen-E Select på andenpladsen med feltets største bagagerum på 523 liter. Den har til gengæld kun 750 kg trækvægt og en kvalitets-score på 73,8.

Skoda Epiq har haft førstepladsen, men falder nu til fjerdepladsen. Det er ikke bilen, der er blevet dårligere. Indstigningsvarianten 55 Essence til 219.995 kr er udgået af prislisten, så den billigste Epiq med det store batteri er nu 55 Selection Intro Edition til 244.995 kr. Den har mere udstyr (57 % mod 39 %) og en højere kvalitets-score (82,9) end Essence, men de 25.000 kr ekstra koster den førstepladsen.

Den største nyhed er Hyundai Ioniq 3. Hyundai har sat prisen ned på hele modellen, og Long Range Select koster nu 224.995 kr, 25.000 kr mindre end før. Det løfter den fra tiende- til femtepladsen. For pengene får du 496 km rækkevidde, som er den næstlængste i tabellen, 7,30 km/kWh og 441 liter bagagerum. Svagheden er udstyret: med 38 % af punkterne som standard er det kun Renault Twingo, der har mindre i top-20.

Lige efter følger GAC Aion UT Premium på sjettepladsen. Til 179.990 kr er den tabellens næstbilligste, og for de penge får du et batteri på 60 kWh, 430 km rækkevidde, 440 liter bagagerum og otte års fabriksgaranti, hvilket er den længste i tabellen. Til gengæld kan den ikke trække noget, og med 6,10 km/kWh er den blandt de mindst effektive i tabellen. Kvalitets-scoren er 57,5, altså langt under bilerne foran den. Den ligger så højt, fordi den er billig.

Tabellens bedste bil målt på ren kvalitet er Kia EV3 Long Range Access med 84,1 point. Den har 604 km rækkevidde, hvilket er 108 km mere end den næstbedste model i tabellen, og syv års garanti. At den "kun" lander på ottendepladsen skyldes prisen på 274.999 kr - den er dyrest i top-10.

Længere nede finder man nogle af de mest kendte navne. Volvo EX30 Plus ligger på en 13. plads trods feltets klart højeste trækvægt på 1.600 kg, Volkswagen ID.3 Neo på en 14. og Renault 5 E-Tech Techno på en 17. Renault Twingo Techno er den billigste bil i tabellen til 159.990 kr og lander alligevel kun på 18. pladsen - de 263 km rækkevidde og 39 kW ladeeffekt er simpelthen for lidt til at bære den højere op, selv om den er feltets mest effektive bil med 8,20 km/kWh.

Og så er der en pointe, der er værd at bemærke: gennemsnitsprisen i top-20 er 228.884 kr mod 228.202 kr for hele feltet. Top-20 er altså en anelse dyrere end gennemsnittet, ikke billigere. Metoden favoriserer ikke systematisk den billige ende - den belønner biler, hvor prisen og indholdet følges ad. Kun tre af de tyve biler koster under 200.000 kr.

Endelig er garantien værd at kigge på: 18 af de 20 biler i toppen har mindst fem års fabriksgaranti, og fire af dem har syv eller mere.

Små elbiler under 4,30 m rangeret efter værdi for pengene, top 20

Pris (kr)
229.995
Rækkevidde (km)
454
Lynladning, gns. (kW)
91
Effektivitet (km/kWh)
7,52
Bagagerum (l)
441
Træk (kg)
1.200
Garanti (år)
5
Standardudstyr
53 %
Kvalitet (0-100)
82,7
Værdi for pengene
359,6
Pris (kr)
209.990
Rækkevidde (km)
419
Lynladning, gns. (kW)
76
Effektivitet (km/kWh)
7,69
Bagagerum (l)
523
Træk (kg)
750
Garanti (år)
5
Standardudstyr
55 %
Kvalitet (0-100)
73,8
Værdi for pengene
351,4
Pris (kr)
234.990
Rækkevidde (km)
444
Lynladning, gns. (kW)
91
Effektivitet (km/kWh)
7,30
Bagagerum (l)
441
Træk (kg)
1.200
Garanti (år)
5
Standardudstyr
55 %
Kvalitet (0-100)
82,0
Værdi for pengene
349,0
Pris (kr)
244.995
Rækkevidde (km)
435
Lynladning, gns. (kW)
90
Effektivitet (km/kWh)
7,19
Bagagerum (l)
475
Træk (kg)
1.200
Garanti (år)
5
Standardudstyr
57 %
Kvalitet (0-100)
82,9
Værdi for pengene
338,4
Pris (kr)
224.995
Rækkevidde (km)
496
Lynladning, gns. (kW)
81
Effektivitet (km/kWh)
7,30
Bagagerum (l)
441
Træk (kg)
750
Garanti (år)
5
Standardudstyr
38 %
Kvalitet (0-100)
72,0
Værdi for pengene
320,0
Pris (kr)
179.990
Rækkevidde (km)
430
Lynladning, gns. (kW)
84
Effektivitet (km/kWh)
6,10
Bagagerum (l)
440
Træk (kg)
0
Garanti (år)
8
Standardudstyr
50 %
Kvalitet (0-100)
57,5
Værdi for pengene
319,5
Pris (kr)
249.995
Rækkevidde (km)
426
Lynladning, gns. (kW)
91
Effektivitet (km/kWh)
6,94
Bagagerum (l)
475
Træk (kg)
1.200
Garanti (år)
5
Standardudstyr
54 %
Kvalitet (0-100)
79,3
Værdi for pengene
317,2
Pris (kr)
274.999
Rækkevidde (km)
604
Lynladning, gns. (kW)
106
Effektivitet (km/kWh)
6,71
Bagagerum (l)
460
Træk (kg)
1.000
Garanti (år)
7
Standardudstyr
47 %
Kvalitet (0-100)
84,1
Værdi for pengene
305,8
Pris (kr)
214.999
Rækkevidde (km)
444
Lynladning, gns. (kW)
81
Effektivitet (km/kWh)
6,58
Bagagerum (l)
362
Træk (kg)
750
Garanti (år)
7
Standardudstyr
46 %
Kvalitet (0-100)
64,6
Værdi for pengene
300,5
Pris (kr)
189.990
Rækkevidde (km)
382
Lynladning, gns. (kW)
92
Effektivitet (km/kWh)
6,37
Bagagerum (l)
510
Træk (kg)
0
Garanti (år)
4
Standardudstyr
58 %
Kvalitet (0-100)
54,5
Værdi for pengene
286,9

Priser og specifikationer er hentet fra bilmærkernes egne oplysninger og fastfrosset 30. oktober 2026. Rangeringen er lavet på 137 varianter, og tabellen viser den bedste variant af hver af de 34 modeller. Kvalitet er de syv parametre lagt sammen, 0-100. Værdi for pengene er de point, du får pr. million kroner, og det er den kolonne, listen er sorteret efter. Helt nye modeller når nogle gange i prislisten, før vi har registreret alt deres standardudstyr. Står der en streg i udstyrs-kolonnen, mangler vi data, og bilen får nul point for netop den parameter og rangerer derfor lavere, end den formentlig hører til.

Hvilken lille elbil har længst rækkevidde?

Det er et andet spørgsmål end det, listen ovenfor svarer på, så her er tallene for sig. Sådan ser de fem længste ud i tabellen:

  1. Kia EV3 Long Range Access - 604 km (274.999 kr)
  2. Hyundai Ioniq 3 Long Range Select - 496 km (224.995 kr)
  3. Volkswagen ID.3 Neo Life - 490 km (284.995 kr)
  4. Volvo EX30 Plus Long Range - 475 km (278.900 kr)
  5. Volkswagen ID.Polo Life - 454 km (229.995 kr)

Kia EV3 vinder altså ikke bare, den løber fra feltet. Springet ned til nummer to er 108 km, og det er mere end forskellen mellem nummer to og nummer ti.

Og så det, der overrasker de fleste: den billigste bil giver dig ikke mest rækkevidde for pengene. Regner man om til kilometer pr. 100.000 kroner, ser billedet sådan ud:

  • GAC Aion UT Premium - 239 km pr. 100.000 kr
  • Hyundai Ioniq 3 og Kia EV3 - 220 km
  • Kia EV2 Prestige Long Range - 207 km
  • Median i tabellen - 187 km
  • Renault Twingo Techno - 164 km

Twingo er tabellens billigste bil, men giver mindre rækkevidde pr. krone end den dyreste. Forklaringen er, at en bil koster penge, før den har et batteri overhovedet: karrosseri, sikkerhedsudstyr, skærme og sæder skal betales uanset. Jo mindre batteri, jo større en del af prisen går til alt det andet. Køber du op i rækkevidde i dette segment, får du altså typisk mere for hver ekstra krone - og ikke mindre.

GAC Aion UT viser det samme fra den anden side. Den er ikke dyr, men den har et batteri på 60 kWh til 179.990 kr, og det er batteriet pr. krone, der giver rækkevidden pr. krone.

Det er ikke det samme som at sige, at dyrere altid er bedre. Volvo EX30 Plus Long Range koster 278.900 kr og lander på 170 km pr. 100.000 - blandt de laveste i tabellen. Pointen er, at prisen alene ikke fortæller dig, hvor langt du kommer.

Under 200.000 kroner gentager mønstret sig: GAC Aion UT Premium har både den længste rækkevidde (430 km) og den bedste rækkevidde pr. krone (239 km pr. 100.000) af de biler, tabellen længere nede viser. Næstbedst pr. krone er Leapmotor B03X Life med 195 km pr. 100.000 - ikke fordi den kører langt (292 km), men fordi den kun koster 149.990 kr. Den længste rækkevidde under 200.000 kr har faktisk Peugeot E-208 Prestige med 432 km, men den når ikke med i top-10 (mere om det nedenfor).

En sidste ting, som tallene ikke viser: alle rækkevidder her er officielle WLTP-tal, målt under gunstige forhold. Om vinteren, på motorvejen og med fuld bil kører alle biler kortere. Hvor meget, og hvad du kan gøre ved det, har vi regnet på i vores artikel om rækkeviddeangst.

Bedste lille elbil til under 200.000 kr

For mange er 200.000 kroner den grænse, der afgør det hele. Så lad os kigge på, hvordan rangeringen ser ud, hvis vi sætter prisloftet dér i stedet. Det giver 36 varianter fordelt på 19 modeller, og vi bruger nøjagtig samme metode.

Bemærk, at den samme bil får en anden kvalitets-score i de to tabeller. Det er ikke en fejl. Karakteren for hver parameter gives i forhold til de andre biler i netop det felt, og når de dyreste biler er ude, flytter målestokken sig.

Leapmotor B03X Design er det tydeligste eksempel. Den er nøjagtig den samme bil til nøjagtig den samme pris, 189.990 kr, i begge felter - men kvalitets-scoren stiger fra 54,5 til 63,9, når de dyre biler er ude.

Forklaringen ligger i tre af de syv parametre. Når bilerne over 200.000 kr er ude af feltet, falder loftet for lynladning fra 101 til 86 kW, og B03X lader med 92 kW. Loftet for standardudstyr falder fra 71 til 51 %, og B03X Design har 58 %. Begge steder går den fra at være god til at få topkarakter. Dertil har den feltets største bagagerum på 510 liter. Dens svagheder - 382 km rækkevidde, ingen trækvægt og kun fire års garanti - betyder mindre, når konkurrenterne er blevet mindre og billigere.

I tabellen nedenfor står B03X alligevel som Life-varianten til 149.990 kr og ikke som Design. Under 200.000 kr giver de tre B03X-varianter næsten nøjagtig lige meget for pengene - der er lidt over 1 % mellem dem - og her vinder den billigste med et lille forspring. Med et mindre batteri (39 kWh) og 292 km rækkevidde får den en lavere kvalitets-score (50,9), men den er også 40.000 kr billigere end Design. Uanset variant går B03X fra en tiendeplads i den store tabel til en fjerdeplads her.

Bemærk, at det ikke gælder alle parametre. Loftet for bagagerum og effektivitet flytter sig faktisk opad, når de dyre biler ryger ud, fra 475 til 510 liter og fra 7,36 til 7,65 km/kWh. Markedets mest rummelige og mest effektive små elbiler er nemlig blandt de billigste, og derfor er der ingen hjælp at hente på de to punkter, uanset prisloft.

GAC Aion UT Premium tager førstepladsen. Den er også den samme bil til samme pris i begge tabeller, og den går fra en sjetteplads til en førsteplads. Med 430 km rækkevidde og otte års garanti til 179.990 kr er den svær at slå under 200.000 kr, selv uden trækkrog.

Skoda Epiq er stadig på andenpladsen, nu i den nye 35 Essence-variant til 189.995 kr med 325 km rækkevidde. Den afløser 40 Essence, som er udgået, og er 5.000 kr billigere.

Volkswagen ID.Polo Life rykker en plads op til tredjepladsen. Til 199.995 kr får du 323 km rækkevidde, 53 % af udstyrspunkterne og den højeste kvalitets-score i top-10 (69,0). Lige efter kommer Leapmotor B03X Life, der når næsten samme niveau ad den modsatte vej: den er 50.000 kr billigere, men har også en langt lavere kvalitets-score (51,1).

Nyt på listen er Hyundai Ioniq 3 Standard Range Select på femtepladsen. Hyundai har sat prisen ned med 10.000 kr til 199.995 kr, og dermed er den kommet under grænsen. Med 344 km har den den næstlængste rækkevidde i top-10 efter GAC, og den kan trække 750 kg, som er det højeste i dette felt. Det deler den med blandt andre Epiq og Kia EV2.

Det skubber Cupra Raval Plus ned på sjettepladsen. Den koster næsten det samme som ID.Polo (199.990 kr) og er reelt den samme bil, men i denne variant har den mindre udstyr (45 % mod 53 %) og lavere ladeeffekt.

Fiat Grande Panda La Prima er på niendepladsen til 169.990 kr. Leapmotor B03X Life er tabellens billigste til 149.990 kr, mens Renault Twingo Techno til 159.990 kr rykker op på tiendepladsen - her giver de 8,20 km/kWh og den lave pris endelig mere afkast, end de gjorde i den store tabel.

Under stregen finder man to biler, der ellers nævnes først i de fleste anbefalinger: Hyundai Inster på 13. pladsen og Citroën ë-C3 på 16. Begge er billige og velkendte, men Inster har feltets mindste bagagerum på 280 liter, og ë-C3 har kun to års fabriksgaranti mod fem hos de fleste andre. Det er ikke dårlige biler - det er biler, hvor du betaler mindre og også får mindre.

Mellem dem står Peugeot E-208 Prestige på 14. pladsen, selv om den med 432 km deler førstepladsen for længst rækkevidde i feltet med sin dyrere søster, Allure. To års fabriksgaranti, 311 liter bagagerum, ingen trækvægt og kun 36 % af udstyrspunkterne trækker den ned.

Det var en masse data. Men husk, at det vigtigste er at komme ud og se, prøve og føle bilerne.

Bedste små elbiler under 200.000 kr, top 10

Pris (kr)
179.990
Rækkevidde (km)
430
Lynladning, gns. (kW)
84
Effektivitet (km/kWh)
6,10
Bagagerum (l)
440
Træk (kg)
0
Garanti (år)
8
Standardudstyr
50 %
Kvalitet (0-100)
68,7
Værdi for pengene
381,7
Pris (kr)
189.995
Rækkevidde (km)
325
Lynladning, gns. (kW)
47
Effektivitet (km/kWh)
7,41
Bagagerum (l)
475
Træk (kg)
750
Garanti (år)
5
Standardudstyr
39 %
Kvalitet (0-100)
67,4
Værdi for pengene
354,7
Pris (kr)
199.995
Rækkevidde (km)
323
Lynladning, gns. (kW)
68
Effektivitet (km/kWh)
7,25
Bagagerum (l)
441
Træk (kg)
500
Garanti (år)
5
Standardudstyr
53 %
Kvalitet (0-100)
69,0
Værdi for pengene
345,0
Pris (kr)
149.990
Rækkevidde (km)
292
Lynladning, gns. (kW)
73
Effektivitet (km/kWh)
6,45
Bagagerum (l)
510
Træk (kg)
0
Garanti (år)
4
Standardudstyr
39 %
Kvalitet (0-100)
51,1
Værdi for pengene
340,7
Pris (kr)
199.995
Rækkevidde (km)
344
Lynladning, gns. (kW)
59
Effektivitet (km/kWh)
7,09
Bagagerum (l)
441
Træk (kg)
750
Garanti (år)
5
Standardudstyr
38 %
Kvalitet (0-100)
67,5
Værdi for pengene
337,5
Pris (kr)
199.990
Rækkevidde (km)
328
Lynladning, gns. (kW)
62
Effektivitet (km/kWh)
7,25
Bagagerum (l)
441
Træk (kg)
500
Garanti (år)
5
Standardudstyr
45 %
Kvalitet (0-100)
65,8
Værdi for pengene
329,0
Pris (kr)
199.999
Rækkevidde (km)
315
Lynladning, gns. (kW)
59
Effektivitet (km/kWh)
6,58
Bagagerum (l)
362
Træk (kg)
750
Garanti (år)
7
Standardudstyr
46 %
Kvalitet (0-100)
64,7
Værdi for pengene
323,5
Pris (kr)
199.990
Rækkevidde (km)
300
Lynladning, gns. (kW)
52
Effektivitet (km/kWh)
7,04
Bagagerum (l)
420
Træk (kg)
750
Garanti (år)
5
Standardudstyr
24 %
Kvalitet (0-100)
56,1
Værdi for pengene
280,5
Pris (kr)
169.990
Rækkevidde (km)
322
Lynladning, gns. (kW)
48
Effektivitet (km/kWh)
5,95
Bagagerum (l)
361
Træk (kg)
550
Garanti (år)
5
Standardudstyr
42 %
Kvalitet (0-100)
46,2
Værdi for pengene
271,8
Pris (kr)
159.990
Rækkevidde (km)
263
Lynladning, gns. (kW)
39
Effektivitet (km/kWh)
8,20
Bagagerum (l)
360
Træk (kg)
0
Garanti (år)
5
Standardudstyr
37 %
Kvalitet (0-100)
40,5
Værdi for pengene
253,1

Priser og specifikationer er hentet fra bilmærkernes egne oplysninger og fastfrosset 30. oktober 2026. Rangeringen er lavet på 36 varianter, og tabellen viser den bedste variant af hver af de 19 modeller. Kvalitet er de syv parametre lagt sammen, 0-100. Værdi for pengene er de point, du får pr. million kroner, og det er den kolonne, listen er sorteret efter. Helt nye modeller når nogle gange i prislisten, før vi har registreret alt deres standardudstyr. Står der en streg i udstyrs-kolonnen, mangler vi data, og bilen får nul point for netop den parameter og rangerer derfor lavere, end den formentlig hører til.

Læs også

Guides & artikler

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om elbiler og opladning

Få nyt om priser, modeller og ladeløsninger direkte i din indbakke. Gratis og uden spam.